2. marts 2015

Bo- og netværkstilbuddet Hjortholmsvej

Botilbuddet er et socialpsykiatrisk tilbud for aldersgruppen 18-50 år med psykiske og sociale problemer. Tilbuddet indeholder 4 botilbudspladser efter Servicelovens § 107.

 

Formålet med tilbuddet er, at støtte beboerne i en udviklingsproces, således at de bliver i stand til at klare en tilværelse så tæt på det normale som muligt med respekt for den enkeltes ønsker og formåen. Målet med indsatsen er afklaring i forhold til arbejdsmarkedet, netværksopbygning, fritidsaktivering, konflikt- og problemløsning, økonomisk planlægning samt mestring af dagligdagsaktiviteter.

 

Herudover fokuseres på at udvikle beboerens ressourcer, styrke selvværds- og identitetsfølelse samt kontaktevne og relationer med andre. Personalet støtter op om aktiv deltagelse i Idrætsforeningen Limone.

 

Indholdet i indsatsen kan være:

 

  • Afklaringsforløb af kortere varighed
  • Stabiliserende udviklingsforløb

 

Afklaringsforløb af kortere varighed:
Forløbet er tiltænkt borgere, hvor man er i tvivl om graden af støttebehov. Der søges afklaring af borgerens ressourcer og behov samt at få dennes tanker og ideer i spil i samarbejdet for at finde den videre retning mod et mere selvstændigt liv. Afklaringsforløbet kan være 3 til 12 måneder. Perioden for afklaringsforløbet afsluttes med en status/samtale med beboeren og relevante samarbejdspartnere for at afklare det videre forløb. Dette kan evt. fortsætte i et mere stabiliserende udviklingsforløb.

 

Stabiliserende udviklingsforløb:
I det stabiliserende udviklingsforløb arbejdes der med borgerens ønsker, drømme, ressourcer, udfordringer og motivation over en længere periode.
Der arbejdes på alle områder af beboerens liv såsom uddannelse, aktiviteter, netværk, beskæftigelse, bolig og mestring af symptomer, motion, kost med videre. Målet er, at beboeren tilegner sig færdigheder til at opnå en så selvstændig tilværelse som muligt samt at disse færdigheder får karakter af at være stabile og bliver en integreret del af borgerens liv.

 

Fysiske rammer:
Tilbuddet er beliggende i en 250 m2 ældre villa på en stille villavej i Lyngby, tæt ved indkøbsmuligheder, central S-togs station, fritidsaktiviteter og i nærheden af naturskønne områder som f.eks. Lyngby Sø. I villaen er der 4 værelser af varierende størrelse - alle med bredbåndsforbindelse. Derudover er der stort køkken, fællesstue, i kælderen findes computerrum og for tiden har vi en træningsbænk samt nyt samtalerum under istandsættelse.

Administrationen
Jægersborgvej 19, 1.
2800 Kgs. Lyngby
Tlf: 45 87 35 83